Det begyndte med Omakub

Tidlig æstetik

Omakub-skrivebordet: GNOME-oversigten med et baggrundsbillede af en tåget skov, en dock og arbejdsområder — Der er grænser for, hvad man kan gøre med GNOME, men jeg gjorde, hvad jeg kunne.

Neovim og en terminal, der kører i Zellij og viser Omakubs filtræ — Neovim og Zellij lige fra start.

Kommandoen omakub theme i en terminal med Omakubs ASCII-banner — Allerede dengang kunne én kommando skifte tema i flere apps.

Vejen til Omarchy

Omakub beviste tesen: Giv udviklere et smukt og komplet Linux-system lige fra start, så skal de nok komme! Det gjorde titusindvis.

Men det afslørede også begrænsningen. Omakub var et lag af holdninger oven på Ubuntu og GNOME, som begge kommer med deres egne markante holdninger. De idéer, jeg virkelig gik op i — tiling, alt via tastaturet og et system, der behandler terminalen som universets centrum — kom hele tiden i konflikt med platformen i stedet for at udspringe naturligt af den.

Så omakase flyttede fra Ubuntu til Arch, fra GNOME til Hyprland, og blev til Omarchy. Ikke et lag oven på en andens distribution, men hele måltidet. Alt det, Omakub stræbte efter, uden først at bede nogen om lov.

Plejehjemmet er bemandet

Omakub selv er nu gået på pension. Kodearkiverne er arkiveret på GitHub — omakub og omakub-site. Men gode idéer går ikke på pension, de bliver forked! Omabuntu er en community-fork, der viderefører omakase-Ubuntu-sporet. Hvis Arch er et skridt for langt, og Ubuntu føles som hjemme, er det dér, du skal gå hen.

Tak til alle, der brugte det, bidrog til det og viste deres skriveborde frem. Omakub gik, så Omarchy kunne løbe.